Malerierne

Malerierne 


Jeg bor og maler i Bisserup. En lille idyllisk enklave på Vestsjælland, med en forunderlig, magisk stoflighed og varme, rå natur, strand, havn og skov. I området blæser stadig toner fra en svunden tid som fiskersamfund, og de gamle huse og gårde sætter sine stærke poetiske præg.

Jeg maler disse huse og gårde i mine billeder. Husene er i sig selv rammen om historier og dramaer. Historier som er glemt eller fortræng, eller bare hviler og venter på at blive bragt frem.

Processen

- Mine billeder er altid åndelige billeder, mere end egentlige beskrivelser eller gengivelser af noget -

Et maleri er længe under vejs. Det er processen som har den virkelige kvalitet og tyngde. Det er her udfordringen ligger. For når et maleri bliver skabt, kræver det største imødekommenhed og vilje til at modtage, og give. Jeg har igennem årene lært at lytte til billedet. Jeg tænker ikke så meget på resultatet undervejs. Jeg tror ved når det er færdigt. Og jeg ved i særdeleshed når det ikke er færdigt.


Min intuition er et vigtigt redskab til at afkode billedets mission og status, men også til at føre mig igennem processen. Efterår og vinter er mine foretrukne perioder når det handler om at producere billeder. Vinden har en bestemt tone. Det samme har himlen og regnen. Disse årstiders toner passer perfekt til min pallet.


Lyset spiller en stor rolle. Lyset åbner og lukker. Uden lys, ingen skygge. Lyset skaber de kontraster som giver liv og dybde, og efterlader et stærkt ekspressionistisk udtryk. Når jeg maler er det et personligt anliggende og jeg er særdeles ydmyg omkring selve processen. Jeg ved at noget betydningsfuldt er på spil hver gang. Og det betydningsfulde ligger i at jeg bevæger mig i ukendt område, et ukendt land, hvor intet i realiteten kan forudsiges. Og det skal det heller ikke. Jeg dufter til en flig af essensen af selve livshandlingen. Jeg er og jeg skaber


_______________________________________________


Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Danmarks førende kunsttidsskrift Kunstavisen skriver om Torben Kaas´ billedverden :

- Lyset synes næsten at komme indefra. Fortættet, koncentreret og stemningsmættet. Stilen er lyrisk abstrakt, med en udpræget nordisk farveholdning - 


Vintereventyr

 

Man kan begynde to steder, når man skal beskrive Torben Kaas´ malerier.

 

Lad os først starte med vejret. Det snakker vi jo alligevel hele tiden om. Og da Torben Kaas for det meste maler efterårs- og vinterbilleder, kommer det næsten af sig selv. Efterårsløvet med de gule og røde farver er de fleste enige om er pænt og smukt, men når bladene er faldet fra træerne, giver mange utvivlsomt Henrik Nordbrandt ret i hans påstand om, at ”Året har 16 måneder: November, december, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, november, november, november, november.” Det er svært ikke at blive deprimeret over al den gråhed, der hviler over en dansk vinter med tunge skyer og gusten dis uden den sne og høje himmel,.der kunne give lidt farve til det hele.

 

Ja, bortset fra Torben Kaas. Hans malerier emmer af dybe farver og glød. Ikke middelhavets rene skarpe kulører, men et blødt modeleret lys bestående næsten udelukkende af jordfarver: gylden okker, orangegul, orangegul, italienskrød, brændt umbra, turkisgrøn og koboltblå. Hos Torben Kaas brydes gråheden, og man begynder at tvivle på, om alt nu også er så gråt som man bilder sig ind. Måske det bare er vores hjerne og vintermelankoli, der spiller os et puds. Og ja, det er jo ikke gråt hele tiden. Lyset skifter konstant, og med Torben Kaas´ malerier i baghovedet begynder man faktisk så småt at se den danske vinterverden med hans øjne. Ser den utrolige variation af farver, ikke kun på himlen, men i vegetationen, på jordbunden og på husfacaderne, når skygger i et væld af farvenuancer rammer pudset, murstenene eller sågar betonen på 70´ernes højhusbyggeri. Man skal bare se efter og for en stund glemme Spaniens og Italiens indlysende overflod af pangfarver til fordel for Nordens diskrete og subtile farvetoner. For det er dem, vi ser hos Torben Kaas. Smukke  farver på en beskeden og alt andet end påtrængende måde. Farver for feinschmeckere med den tilføjelse, at vi alle kan blive det, feinschmeckere, hvis bare vi ser og føler ordentligt efter.

 

Den anden indfaldsvinkel til Torben Kaas´ malerier er fotografiet. Alle hans billeder kunne i og for sig bygge på fotos af hans yndlingsmotiver: huset (hans eget), strandene og engene omkring hans sydsjællandske bopæl. Men hvor et godt fotografi stiller skarpt på hver eneste detalje, er det, som om, at fokus langsomt forsvinder fra hans malerier. Det, vi får i stedet, er et diffust lys, der slører motivet og på en måde gør det uskarpt. Men hvor en fotograf vil ærgre sig over dette, vil en maler som Torben Kaas tværtimod dyrke uskarpheden i en hyldest til lyset selv. Ja, man kan sige, at det diffuse og bløde lys indtager rollen som ligeværdig samarbejdspartner med motivet. Man kan også sige det på en anden måde. Hvor et fotografi kun kan indfange det, den køligt objektive kameralinse kan opfange, kan et maleri vise verden, som vi sanser den med hele vores bevidsthed inklusiv lyde, lugte og erindringer. I Torben Kaas´ malerier kan vi mærke tiden, den svage brise, den gnistrende rimfrost under vores fødder, regnens stille siven og den pludselige solstråle, der sætter ild i det gulbrune stråtag. Og lyset. Vi kan frem for alt mærke lyset. Det evigt foranderlige, bløde, smygende og underfundige nordiske lys.