Torben Kaas

Margit Knoblauch besøgte mit værksted med kamera og notesblok : 

Jeg ved ikke hvorfor vi, her i Danmark, har en tendens til at gøre positive begreber negative. Det pikerer mig at jeg, i mit møde med mennesker der er unikke i deres personligheder, skal retfærdiggøre brugen af ordet ’originaler’, ved at komme med forklarende tilføjelser om …. ’at det skam er ment i ordets bedste forstand’. Følgende er skrevet i ordenes bedste forstand.

Bisserup. Et lille idylliste fiskerleje i det Sydvestsjællandske kystlandskab. Jeg parkerer det 4-hjulede askebæger i indkørslen til den lokale parcelhusidyl, og lukker resterne af smøgeos ud i den friske luft, da jeg åbner bildøren. I et aflukke foran garagen står Torben. Han ligner hvad han er: Et ægte halvfjerdser- udkrads, der er blevet voksen og har taget det bedste fra ungdommen med sig videre - En gammel rockrod i sorte jeans, mælkedrengeskjorte med vest, og en omvendt sixpence over et par buskede hvide bryn i konstant bevægelse. Hvis det ikke står ned i stænger, eller han får istapper i de hvide koste, er han her med sit malergrej og sine sorte buddaer omkring sig. Det er karmaen der giver varmen.

Torben Kaas er til fede energier når han swinger bas og pensel. Han ved, jeg kommer. Her er kaffe og mazarintærte. Sukkertrip er også fed karma. Duften af friske bønner er blandet med æteriske statements på Torbens lidenskaber. Terpentin, brændte olier og frisk oliemaling. Her er gang i sanseapparatet. Rummet er Torbens. Rummet ER Torben. Han står i sit liv af musik og maleri. Det er hans hænder, der skaber magien. Hans enorme kontrabas opvejer hvert et penselstrøg, og suger en stor del af rummet til sig. Den blå guitar er det smukkeste jeg nogensinde har set.

Torbens billeder leder i første omgang mine tanker mod maleren, Oluf Høst. De bornholmske gårde med åbne, lysende porte og mørke omgivelser, er også en af hans inspirationskilder. Men hvor gårdene er motivet hos Høst, er de for Torben en del af en proces, hvor han kæmper med at nedbryde den realisme, der dræber hans frie fortolkninger. Han maler over, skraber ned, og gør det hele om igen, til han får fred med motivet. Det er præcis det, der nærmest ægger ham til en grad af elsket afhængighed. Og derfor han ikke kan stoppe igen.

Vi hiver i overtøj og går ud på strandengen. Ud hvor det hele begynder hver gang. En lavtliggende tåge og grå himmel er ikke lige hvad reportagefotografer higer efter, men det er Torbens univers, og jeg følger ham i hans jagt på husene i Bisserup. Han har fundet et hus, han vil male. Her er mørk granskov bag et lille hus med små mørke vinduer, og rødt tag for enden af en tilvokset grusvej. Torben knipser - fastholder det øjeblik, hans første penselstrøg skal starte med. Jeg når lige at stå på røven i et forsøg på at gøre ham kunsten efter, og en nedklippet busk sender mig i det våde græs.

Derhjemme i garagen hænger et stort lærred med en gård bag fiskerlejets lange høfde. Torben tager det foto, han tog, da han besluttede sig for at male den. Her er gråt og trist lige nu, men jeg genkender på sin vis gården, men så alligevel ikke. For på hans lærreder er det altid lyset, der skaber hele motivet. Nogle gange er det nærmest fluorescerende i mange lag af blåt, grønt, gult og hvidt, påført med spatel, pensel, eller fingre. Lige her handler det om at ramme nogle fixpunkter, der giver Torben samme sus i frontallappen, som det giver os andre med hang til fredagsslik eller bestigning af Mount Everest.

I Torbens kalejdoskop af kilder, sendte en ungdomskæreste ham Lars Muhls bog om lyset i menneskets hjerte, og den gav nyt foder til Torbens altid småsultne lystcenter. En higen efter det der er større end os selv, sender Torben ud i nye ’jagtmarker’ hvor lyset i kristendommen giver ham Jesus, og budismen understøtter hans trang til selvudvikling. -Man skal bare ’tune in’, siger han. - Lad dig aldrig styre af kulturelle sprogbarrierer, men lyt til tonefaldet. -Gå aldrig ned i massen, men løft dig op hvor du kan høre frekvenserne.

Torben brænder for hele sin musiske arv. Han hiver alt hvad han kan ud af de energier, han enten får dumpende ind fra sin fortid, eller det han hele tiden søger. Jeg har nogen gange svært ved at følge med ud i alle hans spirituelle galaxer, men jeg kan mærke hans fede energi. -Lyset er her kun fordi vi har mørket, siger Torben. Det er det du ser i hans billeder. Det der drager mig, fordi jeg forstår hvad han mener, men aldrig selv ville kunne formidle visuelt.

Inden jeg kører herfra, tager han den blå guitar, og slår akkorderne til Beatles, ’Norwegian Wood’, an, og jeg hopper ind med 2.stemmen. Jeg efterlader et kortvarigt og lykkeligt lydbillede, da jeg hopper ind i bilen og lægger den Bisserupske parcelhusidyl bag mig.

Margit Knoblauch - november 2023