- Huse og landskaber med abstrakte undertoner -
Efteråret har altid været min foretrukne periode når det kommer til at male billeder. De våde fugtige farver gør stort indtryk på mig. Vinden har en bestemt tone her. Det samme har himlen og regnen.
Jeg maler huse. Huse i landskaber. Billederne skildrer ved første øjekast konkrete scenarier og stemninger fra strandengen i Bisserup, eller en mark i området med vind, vejr og lys.
Jeg holder af de tidlige morgengry, hvor jeg ofte går på strandengen og henter inspiration. Eller vinter aftner hvor himlen er stor og bliver et med horisonten og havet. Og husene gemmer sig i buske og krat. Jeg laver skitser og noterer, og maler billederne hjemme ved værkstedet. Jeg maler altid udendørs for at få så meget autenticitet med som muligt.
Mine huse og landskaber har altid en abstrakt undertone, som viser vej ind i næste stadie. Et stadie hvor husene transcenderer i stilhed, og bliver selvstændige, mystiske objekter på billedfladen. Templer. Steder for kontemplation hvor tankerne kan finde ro. Et stadie hvor himlen forbliver konkret i sin metafysiske enkelthed og hvor lyset samles og bliver essensen og svaret i fortællingen.
Jeg har igennem årene lært at lytte til billedet. Jeg tænker ikke så meget på motiv og resultatet undervejs, men er meget fokuseret og til stede i processen. Billedet får sit eget liv.
Jeg arbejder med kraftige jordfarver som påføres i flere lag med pensel og spatel. Gylden okker, orangegul, italiensk rød, brændt umbra, turkis grøn og koboltblå. Jeg maler udelukkende olie på lærred i varierende størrelser.
Torben Kaas
Margit Knoblauch besøgte mit værksted med kamera og notesblok :
Jeg ved ikke hvorfor vi, her i Danmark, har en tendens til at gøre positive begreber negative. Det pikerer mig at jeg, i mit møde med mennesker der er unikke i deres personligheder, skal retfærdiggøre brugen af ordet ’originaler’, ved at komme med forklarende tilføjelser om …. ’at det skam er ment i ordets bedste forstand’. Følgende er skrevet i ordenes bedste forstand.
Bisserup. Et lille idylliste fiskerleje i det Sydvestsjællandske kystlandskab. Jeg parkerer det 4-hjulede askebæger i indkørslen til den lokale parcelhusidyl, og lukker resterne af smøgeos ud i den friske luft, da jeg åbner bildøren. I et aflukke foran garagen står Torben. Han ligner hvad han er: Et ægte halvfjerdser- udkrads, der er blevet voksen og har taget det bedste fra ungdommen med sig videre - En gammel rockrod i sorte jeans, mælkedrengeskjorte med vest, og en omvendt sixpence over et par buskede hvide bryn i konstant bevægelse. Hvis det ikke står ned i stænger, eller han får istapper i de hvide koste, er han her med sit malergrej og sine sorte buddaer omkring sig. Det er karmaen der giver varmen.
Torben Kaas er til fede energier når han swinger bas og pensel. Han ved, jeg kommer. Her er kaffe og mazarintærte. Sukkertrip er også fed karma. Duften af friske bønner er blandet med æteriske statements på Torbens lidenskaber. Terpentin, brændte olier og frisk oliemaling. Her er gang i sanseapparatet. Rummet er Torbens. Rummet ER Torben. Han står i sit liv af musik og maleri. Det er hans hænder, der skaber magien. Hans enorme kontrabas opvejer hvert et penselstrøg, og suger en stor del af rummet til sig. Den blå guitar er det smukkeste jeg nogensinde har set.
Torbens billeder leder i første omgang mine tanker mod maleren, Oluf Høst. De bornholmske gårde med åbne, lysende porte og mørke omgivelser, er også en af hans inspirationskilder. Men hvor gårdene er motivet hos Høst, er de for Torben en del af en proces, hvor han kæmper med at nedbryde den realisme, der dræber hans frie fortolkninger. Han maler over, skraber ned, og gør det hele om igen, til han får fred med motivet. Det er præcis det, der nærmest ægger ham til en grad af elsket afhængighed. Og derfor han ikke kan stoppe igen.
Vi hiver i overtøj og går ud på strandengen. Ud hvor det hele begynder hver gang. En lavtliggende tåge og grå himmel er ikke lige hvad reportagefotografer higer efter, men det er Torbens univers, og jeg følger ham i hans jagt på husene i Bisserup. Han har fundet et hus, han vil male. Her er mørk granskov bag et lille hus med små mørke vinduer, og rødt tag for enden af en tilvokset grusvej. Torben knipser - fastholder det øjeblik, hans første penselstrøg skal starte med. Jeg når lige at stå på røven i et forsøg på at gøre ham kunsten efter, og en nedklippet busk sender mig i det våde græs.
Derhjemme i garagen hænger et stort lærred med en gård bag fiskerlejets lange høfde. Torben tager det foto, han tog, da han besluttede sig for at male den. Her er gråt og trist lige nu, men jeg genkender på sin vis gården, men så alligevel ikke. For på hans lærreder er det altid lyset, der skaber hele motivet. Nogle gange er det nærmest fluorescerende i mange lag af blåt, grønt, gult og hvidt, påført med spatel, pensel, eller fingre. Lige her handler det om at ramme nogle fixpunkter, der giver Torben samme sus i frontallappen, som det giver os andre med hang til fredagsslik eller bestigning af Mount Everest.
I Torbens kalejdoskop af kilder, sendte en ungdomskæreste ham Lars Muhls bog om lyset i menneskets hjerte, og den gav nyt foder til Torbens altid småsultne lystcenter. En higen efter det der er større end os selv, sender Torben ud i nye ’jagtmarker’ hvor lyset i kristendommen giver ham Jesus, og budismen understøtter hans trang til selvudvikling. -Man skal bare ’tune in’, siger han. - Lad dig aldrig styre af kulturelle sprogbarrierer, men lyt til tonefaldet. -Gå aldrig ned i massen, men løft dig op hvor du kan høre frekvenserne.
Torben brænder for hele sin musiske arv. Han hiver alt hvad han kan ud af de energier, han enten får dumpende ind fra sin fortid, eller det han hele tiden søger. Jeg har nogen gange svært ved at følge med ud i alle hans spirituelle galaxer, men jeg kan mærke hans fede energi. -Lyset er her kun fordi vi har mørket, siger Torben. Det er det du ser i hans billeder. Det der drager mig, fordi jeg forstår hvad han mener, men aldrig selv ville kunne formidle visuelt.
Inden jeg kører herfra, tager han den blå guitar, og slår akkorderne til Beatles, ’Norwegian Wood’, an, og jeg hopper ind med 2.stemmen. Jeg efterlader et kortvarigt og lykkeligt lydbillede, da jeg hopper ind i bilen og lægger den Bisserupske parcelhusidyl bag mig.
Margit Knoblauch - november 2023
Kaas rimer på Høst ?
Torben Kaas, en af Vest Sjællands mest særegne kunstnere, har igennem de seneste år for alvor har slået sit navn fast med sine motiver og strandhuse fra Bisserup. Lyset og de kraftige rustikke farver er blevet hans kendetegn.
Turkisblå og orangerøde nuancer går ofte igen, og der er altid et skær af mystik og eventyrlyst i hans kompositioner. Men hvor er det vi har set det før, denne poetiske og samtidig kompromisløse tilgang til landskabsmaleriet ?
Det er blandt andet hos den bornholmske maler Oluf Høst, som har samme sårbare, farverige råhed i sine billeder.
Høst malede sine billeder i naturen, midt i det scenarie han var i gang med at skildre, og gjorde dem færdig i sit værksted i Gudhjem. Kraftige komplementære farver, som blev påført lærredet i hurtige strøg, for derefter at blive skrabet af igen. Altid i flere lag, hvor hvert lag havde sin berettigelse.
Eller i tynde fine luftige strøg hvor lærredet sommetider fik lov til at skinne igennem. Mørke billeder eller lyse billeder, og altid billeder med en indre skønhed, og et farvespil som man intuitivt blev draget af. Høst lagde aldrig skjul på den store betydning Cezanne havde haft for ham
Torben Kaas har tydeligvis kigget Høst over skulderen, og bruger stort set samme metode og samme farvepallet også tilpasset årstiderne :
”Mine billeder udspringer vel af en form for naturalisme skulle jeg mene. De bliver i hvert fald skabt udendørs og får tilført passende mængder vejr, vind. Og lyset. Lyset har altid en vigtig rolle, og er med til at løfte dem ind i en metafysisk virkelighed.
Jeg holder umådelig meget af de gyldne jordfarver, der har denne autentiske tyngde, som skaber forbindelsen fra landskabet til lærredet. Og så er der farven blå, i alle dens afskygninger, som har en tydelig majestætisk, spirituel tråd i sig. Blå er altid til stede. I himlen og havet, eller i lyset en tidlig morgen eller i skumringstiden”.
Forbindelsen til den gamle mester er intakt.
Kaas, udtalt med bornholmsk accent, kan i øvrigt nemt komme til at lyde som noget der hører klippeøen til. Og det er ikke helt forkert. En kaas er, i Bornholmsk terminologi, et naturligt indhak i klippen, som kan bruges som et leje for mindre både. Navnet Kaas optræder flere steder på øen.
Cezanne havde sit ”Mont Sainte-Victoire” og Høst sit ”Bognemark”. Motiver som de malede igen og igen. Kaas har sine ”strandhuse” og motiver fra Bisserup som bliver skildret om og om igen.
Så det er ikke mærkeligt hvis Kaas i nogen henseende kommer til at rime på Høst.
Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Danmarks førende kunsttidsskrift Kunstavisen skriver om Torben Kaas´billedverden :
Lyset synes næsten at komme indefra. Man aner motivet: et eller flere små huse. Gamle huse, måske med stråtag. Antydningen af et landskab, bakker, klitter, en sø, og så ellers himlen foroven.
Det er dog ikke husene eller landskabet, der er Torben Kaas´ hovedmotiv. Det er lyset selv. Lyset, der indhyller alt i et slør af farve, udvisker konturerne og får hele billedet til at vibrere, som var det et fatamorgana i en ørken.
Se hele anmeldelsen her.
Jeg er endvidere præsenteret i bogen "101 Kunstnere 2022/23" (Frydenlund)
Dette er 13. udgave af kunstårbogen, der viser værker af danske kunstnere på et højt kvalitetsniveau
Strandengen i Bisserup - et fantastisk område med masser af magi
Jeg besøgte min gamle helt Oluf Høst - han var ikke hjemme, men det var hans billeder -
