Strandhuse

Strandgård med orange tag


DDK 9.900,-

Størrelse: 90x110 cm



Aftenhus


DDK 8.000,-

Størrelse: 80x100 cm



Margit Knoblauch besøgte mit værksted med kamera og notesblok : 


Jeg ved ikke hvorfor vi, her i Danmark, har en tendens til at gøre positive begreber negative. Det pikerer mig at jeg, i mit møde med mennesker der er unikke i deres personligheder, skal retfærdiggøre brugen af ordet ’originaler’, ved at komme med forklarende tilføjelser om …. ’at det skam er ment i ordets bedste forstand’. Følgende er skrevet i ordenes bedste forstand.


Bisserup. Et lille idylliste fiskerleje i det Sydvestsjællandske kystlandskab. Jeg parkerer det 4-hjulede askebæger i indkørslen til den lokale parcelhusidyl, og lukker resterne af smøgeos ud i den friske luft, da jeg åbner bildøren. I et aflukke foran garagen står Torben. Han ligner hvad han er: Et ægte halvfjerdser- udkrads, der er blevet voksen og har taget det bedste fra ungdommen med sig videre - En gammel rockrod i sorte jeans, mælkedrengeskjorte med vest, og en omvendt sixpence over et par buskede hvide bryn i konstant bevægelse. Hvis det ikke står ned i stænger, eller han får istapper i de hvide koste, er han her med sit malergrej og sine sorte buddaer omkring sig. Det er karmaen der giver varmen.


Torben Kaas er til fede energier når han swinger bas og pensel. Han ved, jeg kommer. Her er kaffe og mazarintærte. Sukkertrip er også fed karma. Duften af friske bønner er blandet med æteriske statements på Torbens lidenskaber. Terpentin, brændte olier og frisk oliemaling. Her er gang i sanseapparatet. Rummet er Torbens. Rummet ER Torben. Han står i sit liv af musik og maleri. Det er hans hænder, der skaber magien. Hans enorme kontrabas opvejer hvert et penselstrøg, og suger en stor del af rummet til sig. Den blå guitar er det smukkeste jeg nogensinde har set.


Torbens billeder leder i første omgang mine tanker mod maleren, Oluf Høst. De bornholmske gårde med åbne, lysende porte og mørke omgivelser, er også en af hans inspirationskilder. Men hvor gårdene er motivet hos Høst, er de for Torben en del af en proces, hvor han kæmper med at nedbryde den realisme, der dræber hans frie fortolkninger. Han maler over, skraber ned, og gør det hele om igen, til han får fred med motivet. Det er præcis det, der nærmest ægger ham til en grad af elsket afhængighed. Og derfor han ikke kan stoppe igen.


Vi hiver i overtøj og går ud på strandengen. Ud hvor det hele begynder hver gang. En lavtliggende tåge og grå himmel er ikke lige hvad reportagefotografer higer efter, men det er Torbens univers, og jeg følger ham i hans jagt på husene i Bisserup. Han har fundet et hus, han vil male. Her er mørk granskov bag et lille hus med små mørke vinduer, og rødt tag for enden af en tilvokset grusvej. Torben knipser - fastholder det øjeblik, hans første penselstrøg skal starte med. Jeg når lige at stå på røven i et forsøg på at gøre ham kunsten efter, og en nedklippet busk sender mig i det våde græs.


Derhjemme i garagen hænger et stort lærred med en gård bag fiskerlejets lange høfde. Torben tager det foto, han tog, da han besluttede sig for at male den. Her er gråt og trist lige nu, men jeg genkender på sin vis gården, men så alligevel ikke. For på hans lærreder er det altid lyset, der skaber hele motivet. Nogle gange er det nærmest fluorescerende i mange lag af blåt, grønt, gult og hvidt, påført med spatel, pensel, eller fingre. Lige her handler det om at ramme nogle fixpunkter, der giver Torben samme sus i frontallappen, som det giver os andre med hang til fredagsslik eller bestigning af Mount Everest.


I Torbens kalejdoskop af kilder, sendte en ungdomskæreste ham Lars Muhls bog om lyset i menneskets hjerte, og den gav nyt foder til Torbens altid småsultne lystcenter. En higen efter det der er større end os selv, sender Torben ud i nye ’jagtmarker’ hvor lyset i kristendommen giver ham Jesus, og budismen understøtter hans trang til selvudvikling. -Man skal bare ’tune in’, siger han. - Lad dig aldrig styre af kulturelle sprogbarrierer, men lyt til tonefaldet. -Gå aldrig ned i massen, men løft dig op hvor du kan høre frekvenserne.


Torben brænder for hele sin musiske arv. Han hiver alt hvad han kan ud af de energier, han enten får dumpende ind fra sin fortid, eller det han hele tiden søger. Jeg har nogen gange svært ved at følge med ud i alle hans spirituelle galaxer, men jeg kan mærke hans fede energi. -Lyset er her kun fordi vi har mørket, siger Torben. Det er det du ser i hans billeder. Det der drager mig, fordi jeg forstår hvad han mener, men aldrig selv ville kunne formidle visuelt.


Inden jeg kører herfra, tager han den blå guitar, og slår akkorderne til Beatles, ’Norwegian Wood’, an, og jeg hopper ind med 2.stemmen. Jeg efterlader et kortvarigt og lykkeligt lydbillede, da jeg hopper ind i bilen og lægger den Bisserupske parcelhusidyl bag mig.


Margit Knoblauch - november 2023


Kaas rimer på Høst ?

 

Torben Kaas, en af Vest Sjællands mest særegne kunstnere, har igennem de seneste år for alvor har slået sit navn fast med sine motiver og strandhuse fra Bisserup. Lyset og de kraftige rustikke farver er blevet hans kendetegn.


Turkisblå og orangerøde nuancer går ofte igen, og der er altid et skær af mystik og eventyrlyst i hans kompositioner. Men hvor er det vi har set det før, denne poetiske og samtidig kompromisløse tilgang til landskabsmaleriet ?

 

Det er blandt andet hos den bornholmske maler Oluf Høst, som har samme sårbare, farverige råhed i sine billeder.


Høst malede sine billeder i naturen, midt i det scenarie han var i gang med at skildre, og gjorde dem færdig i sit værksted i Gudhjem. Kraftige komplementære farver, som blev påført lærredet i hurtige strøg, for derefter at blive skrabet af igen. Altid i flere lag, hvor hvert lag havde sin berettigelse.


Eller i tynde fine luftige strøg hvor lærredet sommetider fik lov til at skinne igennem. Mørke billeder eller lyse billeder, og altid billeder med en indre skønhed, og et farvespil som man intuitivt blev draget af. Høst lagde aldrig skjul på den store betydning Cezanne havde haft for ham

 

Torben Kaas har tydeligvis kigget Høst over skulderen, og bruger stort set samme metode og samme farvepallet også tilpasset årstiderne :

 

”Mine billeder udspringer vel af en form for naturalisme skulle jeg mene. De bliver i hvert fald skabt udendørs og får tilført passende mængder vejr, vind. Og lyset. Lyset har altid en vigtig rolle, og er med til at løfte dem ind i en metafysisk virkelighed.


Jeg holder umådelig meget af de gyldne jordfarver, der har denne autentiske tyngde, som skaber forbindelsen fra landskabet til lærredet. Og så er der farven blå, i alle dens afskygninger, som har en tydelig majestætisk, spirituel tråd i sig. Blå er altid til stede. I himlen og havet, eller i lyset en tidlig morgen eller i skumringstiden”. 

 

Forbindelsen til den gamle mester er intakt.

 

Kaas, udtalt med bornholmsk accent, kan i øvrigt nemt komme til at lyde som noget der hører klippeøen til. Og det er ikke helt forkert. En kaas er, i Bornholmsk terminologi, et naturligt indhak i klippen, som kan bruges som et leje for mindre både. Navnet Kaas optræder flere steder på øen.

 

Cezanne havde sit ”Mont Sainte-Victoire” og Høst sit ”Bognemark”. Motiver som de malede igen og igen. Kaas har sine ”strandhuse” og motiver fra Bisserup som bliver skildret om og om igen.


Så det er ikke mærkeligt hvis Kaas i nogen henseende kommer til at rime på Høst.



Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Danmarks førende kunsttidsskrift Kunstavisen skriver om Torben Kaas´billedverden :


Lyset synes næsten at komme indefra. Man aner motivet: et eller flere små huse. Gamle huse, måske med stråtag. Antydningen af et landskab, bakker, klitter, en sø, og så ellers himlen foroven.


Det er dog ikke husene eller landskabet, der er Torben Kaas´ hovedmotiv. Det er lyset selv. Lyset, der indhyller alt i et slør af farve, udvisker konturerne og får hele billedet til at vibrere, som var det et fatamorgana i en ørken.


Se hele anmeldelsen her.


Jeg er endvidere præsenteret i bogen "101 Kunstnere 2022/23" (Frydenlund)


Dette er 13. udgave af kunstårbogen, der viser værker af danske kunstnere på et højt kvalitetsniveau



Strandengen i Bisserup - et fantastisk område med masser af magi

Jeg besøgte min gamle helt Oluf Høst - han var ikke hjemme, men det var hans billeder - 

Efteråret har altid været min foretrukne periode.


De våde fugtige farver gør stort indtryk på mig. Vinden har en bestemt tone. Det samme har himlen og regnen.

Visheden om at noget slutter, og noget andet er ved at begynde, kan mærkes over alt. Sommerens hektiske virvar er ovre, og harmoni og ro sænker sig.


Jeg går ved stranden. Omkring havnen. Eller langs Skoleengen hvor jeg laver skitser med blyant på papir. Eller tager fotos, og går hjem i værkstedet og arbejder videre med motiverne. Altid i mange lag, både med pensel og med spartel. Bisserup har en magi som er svær at komme uden om.


Jeg er vel abstrakt naturalist, hvis nogen spørger. Men generelt bryder jeg mig ikke om ismer og kunstretninger. Kunst skal komme fra hjertet, og stikke dybt. Når jeg maler mine billeder er det blevet et meget personligt anliggende. Jeg er ydmyg over for opgaven, og jeg venter med glæde på inspirationen.


Et maleri er længe under vejs. Heldigvis. Det er processen som har den virkelige kvalitet. Ceremonien. For når et maleri bliver skabt, er det en højtidelig seance, som kræver imødekommenhed og vilje til at modtage, og give. Selvom motivet er fundamentet, er det på ingen måde givet hvor det fører hen.


Et hus. En horisont. En mark eller strand eng, er i begyndelsen konkret og fotografisk. Men allerede efter de første penselstrøg får de karakter, som på sin vis er i billedet hele tiden. Der forbliver de, og lever under alle de efterfølgende lag. Selvom de knap nok kan skimtes. Alt tæller.


Jeg har igennem årene lært at lytte til billedet. Jeg tænker ikke så meget på resultatet undervejs. Jeg får at vide når det er færdigt. Hvis jeg selv prøver at presse billedet i en bestemt retning, går det som regel galt. Der er ingen smutveje eller hurtige løsninger.


Jeg arbejder helst med en palet af kraftige jordfarver. Gylden okker, orangegul, italiensk rød, brændt umbra, turkis grøn og kobolt blå. Duften af oliefarverne og terpentinen er med til at sætte processen i gang.


Den gamle ”naturpsalmist Oluf Høst” spøger dog hele tiden. Hans fokus på farvernes substans og stoflighed, er noget jeg vender tilbage til og husker.

Vintergård


DDK 10.800,-

Størrelse: 90x120 cm



Huse i Bisserup


DDK 8.000,-

Størrelse: 80x100 cm


Huse på strandeng


DDK 10.800,-

Størrelse: 90x120 cm


Strandhus i aftenlys


DDK 3.900,-

Størrelse: 50x60 cm


Skovhuse


DDK 6.800,-

Størrelse: 67x98 cm


Efterårshuse på strandeng


DDK 3.900,-

Størrelse: 50x60 cm


Aftenhus


DDK 2.600,-

Størrelse: 40x50 cm


Strandhus


DDK 7.300,-

Størrelse: 73x100 cm


Hus på strandeng


DDK 5.300,-

Størrelse: 55x75 cm


Gård med orange tag


DDK 3.900,-

Størrelse: 50x60 cm


Gård på strandeng


DDK 3.900,-

Størrelse: 50x60 cm


Strandhus med gyldent tag


DDK 7.300,-

Størrelse: 75x75 cm


Aktuel samling